Det de fleste unge vil er måske lidt urealistisk, de har hørt og set mange spændende muligheder i samfundet, men den unge alder gør, at de ikke dvæler længe ved tanken, men forstyrres af hormoner samt alle de tilbud som dagen jo byder på! Skal vi virkelig forlange, at de skal tage et livs-valg i denne alder, som skal være gældende for resten af livet??

Det undre mig, at børn/unge som vi forældre er meget omsorgsfulde overfor, vi nurser og servicerer dem langt op i teenageårene (og ofte længere), og pludselig forlanger vi, at de skal leve op til et voksent valg lige midt i/på livets karruseltur.

Nix - lad os ikke tabe en masse unge, vi kan hverken være det bekendt overfor de unge eller være det bekendt over for samfundet!

Jeg tror, dette bliver et dyrt forslag for os alle, jeg tror, at vi kommer til at bekoste rigtig mange uddannelser nr. 2 i fremtiden.

Vi skal hellere lære de unge at yde til samfundets bedste og det gør man ved at sørge for, at de kommer på den rette hylde, at de ikke skal lide det ene nederlag efter det andet, men mærker at de gør en indsats, som de kan leve op til, og som omgivelserne (samfundet!) har glæde af. Og den rette hylde er altså ikke lige den man tænker aller mest på, når livet nu er så spændende!

Når jeg er blevet spurgt om, hvad mine børn skulle være, ja så svarede jeg altid – lykkelige!!! Og det blev der både en sygeplejerske og en skolelære ud af!