Hvad med lidt forståelse - jeg tror det hedder empati!!

Min gamle mor ligger for øjeblikket på Rigshospitalet, efter en mindre operation, men når man er så gammel, så er man jo altid i farezonen!

Min mor er en del forvirret (dement), og husker derfor meget dårligt, og lige nu er hun heller ikke så klar til at få sagt det, hun vil sige!
Det fuldstændigt frustrerende for os (familien) er den behandling vi får på dette landets største hospital, man er fuldstændig ligeglade med os, (familien!)!! Der skulle gå 8 dage efter operationen, før jeg (efter min anmodning) får en samtale med en læge. ’Hvordan var operationen gået’, ’hvad havde man tænkt sig’, osv. Min gamle far, som kommer hos hende hver dag, havde man heller ikke inddraget i hendes tilstand. Min far hører ikke så godt, så af den grund er jeg altid med, når der skal gives orientering, hvilket jeg også havde bedt om, blev skrevet i journalen, men der har ikke været nogen, der har henvendt sig til mig – overhovedet!
Når vi henvender os på kontoret, så får vi et ’rigtigt professionelt’ svar 'det går fremad' og 'vi holder øje med hende'.

Vi kender selv en del til specialet (vi har flere sygeplejersker i familien), men når vi spørger sådan mere professionelt, blodprocent, nyretal osv, ja - så har man ikke tid til at slå det op, selv om man har tallene liggende, da man har brugt dem til at afgøre videre plejeforløb med. Ja der er ingen tvivl om, at man er irriteret på os og al vores interesse for ’deres patioen’!

Nu har min mor ligger på hospitalet i snart 3 uger, og man har ikke orienterer os, siden jeg bad om en samtale 8 dage efter operationen, ’hvordan var det gået’, ’hvornår skal hun hjem’, og ’hvordan gik operation hjalp det eller hvad?????

PÅ mit arbejde begiver vi os jævnligt ud i visioner og strategier for virksomheden. Jeg er ikke bekendt med Rigshospitalets vision, men jeg vil da tillade mig at komme med følgende forslag;
Jeg vil forslå Rigshospitalet en vision, som kunne lyde; Vi vil fremme kommunikationen mellem pårørende og personale, og vi vil ikke se pårørende som irriterende ’folk’, men som samarbejdspartnere, som har krav på at kende deres pårørendes tilstand.
Strategien kunne være at man, af sig selv, henvendte sig til de pårørende, senest 3 dage efter operation, enten pr. telefon eller når de pårørende er tilstede, og at man igen, efter 5 dage, giver en orientering om patientens tilstand og igen pr. telefon eller ved sengen osv.
At personalet forstår, at patienten 'tilhører' familien, og at familien har en helt legal tilladelse til at vide ALT om patientens tilstand.

Og til slut, ELSK DE PÅRØRENDE, skulle det være så svært???

Channe Bjerringgaard